Min tilgang til fotografiet udspringer i høj grad af min egen familie og den hverdag vi lever i. Som far til tre børn, hvor autisme og epilepsi er en del af vores liv, har jeg selv oplevet hvor svært det kan være at passe ind i de klassiske rammer omkring familiefotografering. Planlægning, forventninger og opstilling kan hurtigt komme til at fylde mere end selve oplevelsen.

Det var først da jeg stiftede bekendtskab med den dokumentariske tilgang, at fotografiet begyndte at give mening for os. At kunne få vores hverdag fortalt, som den faktisk er – med både nærvær, uro, glæde og pauser – blev en måde at se værdien i den tid vi stod midt i.

Den erfaring tager jeg med ind i mit arbejde som fotograf. Jeg arbejder roligt og observerende, uden instruktion og uden krav om at noget skal se ud på en bestemt måde. Mit mål er at skabe billeder der tager udgangspunkt i jeres familie og jeres rytme – og som kan være en visuel fortælling om den tid I lever i lige nu.

For mig handler dokumentarisk familiefotografi ikke om det perfekte øjeblik, men om det ægte liv der udspiller sig imellem dem. Det er de fortællinger jeg ønsker at bevare.